
Bookmakerne hos Danske Spil har Sissal som favorit til at vinde, når Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen lørdag.
Lørdag skal det afgøres, hvem der skal repræsentere Danmark ved dette års Eurovision.
I år stiller otte forskellige deltagere op til konkurrencen, og da de blev afsløret, var bookmakerne hos Danske Spil klar med deres vurdering.
Her stod det klart at sidste års vinder Sissal, som stiller op igen, er den klare favorit i deres øjne.
– Vi har lyttet til alle otte numre – mange gange. Og “Infinity” med Sissal er bare det nummer, som har sat sig bedst fast. Det er simpelthen et godt og solidt popnummer, som samtidig har den der lidt særlige mgp-stemning. Det er blandt andet skrevet af det samme hold, der stod bag Sveriges Eurovision-vinder ’Tattoo’ fra 2023, og det kan man godt høre. Og så gør det jo ikke noget, at det er færøske Sissal, der skal fremføre det. Hun har et par gange i sangen, hvor hun synger på dansk: Det lyder godt, og det er nok ikke dumt i forhold til den danske afstemning. Hun viste os allesammen sidste år, at hun kan gå hele vejen, og ved I hvad? Jeg tror, at Sissal gør det igen, og hun er større favorit end sidste år, lød det fra Peter Emmike Rasmussen, der oddssætter hos Danske Spil, i en pressemeddelelse.
Favoritværdigheden giver Sissal dog ikke meget for.
– Man skal ikke stole på de der bookmakere, fordi det har vist sig flere gange at tage fejl. Der er også noget med, at jeg har mange internationale lyttere i forhold til danske, så man skal slet ikke gå ud fra bookmakerne. De kigger kun på, hvor mange afspilninger, man har. Det skal man ikke tage for givet. Det kan virkelig være misvisende, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Hun understreger det med et eksempel fra grand prix’et i 2025.
– Helt ærligt. Tim Schou stod til at være nummer fire eller fem sidste år, og han var en stemme fra at vinde, så jeg synes ikke, man skal være så fastlåst på de bookmakere, påpeger hun.
Sissal stiller op med nummeret ”Infinity”, som hun altså fremfører til lørdagens Dansk Melodi Grand Prix.