
På fredag inviterer kongeparret til aftenselskab på Christiansborg Slot, og Thomas Evers Poulsen har hjulpet flere med at gøre sig klar.
Én gang i hver regeringsperiode inviterer regenten politikerne til aftenselskab, og nu går der ikke mange dage, før hele Folketinget og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet dukker op i deres stiveste puds på Christiansborg Slot.
Det er på fredag, at kongeparret inviterer indenfor på de bonede gulve, og mange af politikerne har for længst taget hul på forberedelserne til den store aften.
Flere har været ude at købe nyt tøj, mens andre har forberedt sig på det, der skal ske efter middagen.
Traditionen tro skal der nemlig danses les lanciers. Af samme årsag har Thomas Evers Poulsen i denne uge været på Christiansborg for at gøre flere af partierne klar til en tur på gulvet.
– Første gang, jeg prøvede det, var for 12 år siden, fortæller Thomas Evers Poulsen, der har trænet politikere fra både Venstre, Socialdemokratiet og Liberal Alliance i denne omgang.
– Der var nogle, der havde mødtes med en danselærer dagen før for at være forberedt. Det gav pluspoint, fortæller ”Vild med dans”-stjernen til BILLED-BLADET.
Han har haft flere politikere i sine arme i det populære TV 2-program, og for 12 år siden dannede han par med folketingspolitikeren Astrid Krag. Hun var også med til en øver på Christiansborg i denne uge.
– Der var mandefald, så hun dansede både herre og damme i forskellige kvadriller, siger han.
Thomas Evers Poulsen har mødt de kongelige flere gange, ikke mindst dronning Mary, der er protektor for Julemærkefonden, som han er ambassadør for. Men han har endnu ikke prøvet selv at være inviteret til bal på slottet. Han vil dog meget gerne.
– Ja, for søren. Jeg elsker vores kongehus! Understreger han.