
Efter EM-sejren har Nikolaj Jacobsen været ude at få sig endnu en tatovering i rød/hvide farver.
Det er nu snart tre uger, siden de danske håndboldherrer for tredje gang i historien sikrede sig en EM-guldmedalje.
Det blev fejret med manér, og allerede kort efter sejren bekræftede landstræner Nikolaj Jacobsen, at han selvfølgelig skulle have sig en ny tatovering.
Højre arm er efterhånden godt fyldt op med alle de titler, han sammen med håndboldherrerne har vundet, siden han tiltrådte som landstræner.
Inden EM-slutrunden prydede fire stjerner med Dannebrog samt de Olympiske ringe hans arm, som nu igen er blevet forsynet med en tatovering.
Det afslører landstræneren med en række billeder på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Efter sejren sagde Nikolaj Jacobsen, at han overvejede, om tatoveringen denne gang skulle have en anden form, nu hvor det var den første EM-sejr, og han overvejede muligheden for en rund tatovering, nu hvor EM-trofæet er rundt.
Men han har tilsyneladende skiftet mening, for EM-tatoveringen ligner til forveksling de fire, han har fået lavet i forbindelse med VM-sejrene.
Flot ser det ud! Og så bliver det spændende at se, hvordan han løser den pladsmæssige udfordring, hvis der kommer mange titler endnu… Han har kontrakt frem til 2030, så der er mange slutrunder endnu med Nikolaj Jacobsen som landstræner.