
Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldts plan lykkedes, vurderer ekspert.
Undrede du dig over, hvorfor Lars Løkke satte i løb hen til sin bil, eller hvorfor Vivian Motzfeldt talte grønlandsk på pressemødet?
For at blive klogere på, hvad de små tegn på pressemødet afslører, har TV 2 talt med to eksperter i kropssprog og retorik.
Påklædning
Det første, der springer den rådgivende retoriker hos Rhetor, Pernille Østen, i øjnene, er påklædningen.
Både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, havde begge iført sig en pin med både et amerikansk og et dansk flag.
Ifølge Pernille Østen er det en klar appel til relationen mellem Danmark og USA samtidig med, at det er en påmindelse om, hvilke alliancer og aftaler de to nationer har med hinanden.
Løkke bruger humor
Pernille Østen peger også på stemningen og dynamikken mellem Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt.
Her fremhæver hun især taletiden. Lars Løkke Rasmussen talte mest og satte rammen for pressemødet. Vivian Motzfeldt støttede op om ham – både verbalt og med små, nonverbale nik.
Det kan ifølge Pernille Østen tolkes som en dynamik, hvor han leder samtalen, mens hun supplerer.
De har samtidig både et internationalt og et lokalt fokus. Vivian Motzfeldt slog over i grønlandsk, hvilket signalerer respekt for den grønlandske befolkning.
Pernille Østen understreger samtidig, at sproget kan være med til at afdramatisere, og det demonstrerer Lars Løkke Rasmussen.
– Ved at joke om, at Danmarks militære kapacitet består af mere end én hundeslæde – en reference til Trumps tidligere kommentar – bruger Løkke humor som et retorisk værktøj til at afspænde situationen. Det signalerer selvsikkerhed og kontrol, siger Pernille Østen.
Lars Løkke Rasmussen stod med foldede hænder og virkede rolig. Alligevel var der små urolige bevægelser, der afslørede situationens alvor, fortæller Pernille Østen.
Løkke i løb
Kriseforhandler hos Delta Crisis, Michael Sjøberg, peger på, at det mest interessante foregik lige efter mødet mellem USA, Grønland og Danmark – og lige inden pressemødet gik i gang.
Her så vi Lars Løkke Rasmussen småløbe hen til bilen og derefter ryge en smøg.

– At have fart i kroppen er typisk, når ens stressniveau har været forhøjet, så bliver det sværere at styre sig, siger han og fortsætter:
– Både Løkke og Motzfeldt forsøger at bevare deres alvorlige mine, men viser små, hurtige smil.
Ifølge Michael Sjøberg påvirker høje niveauer af adrenalin vores egentlige følelser. De kommer let frem til overfladen. For eksempel kan det være et tegn på, at de oplever stor lettelse.
Det lykkedes
Han understreger, at der ikke er nogen tvivl om, at selv en så garvet politiker som Lars Løkke Rasmussen har været rigtigt presset, og nu kan trække vejret en smule mere lettet.
Den lettelse, de udtrykte, er et udtryk for, at de er lykkedes med den plan, de havde lagt for mødet med USA, vurderer Michael Sjøberg.
– Meget tyder på, at de er gået ind med en gennemtænkt plan, der er lykkedes, og derfor ser vi et lettet kropssprog, siger Michael Sjøberg.
Han understreger, at der ikke er nogen tvivl om, at selv en så garvet politiker som Lars Løkke har været rigtig presset – og nu kan trække vejret en smule mere lettet.