
Skuespilleren Eric Dane døde den 19. februar. Det bekræfter familien i en hjerteskærende udmelding.
I april 2025 afslørede “Greys hvide verden”-stjernen Eric Dane, at han var blevet diagnosticeret med den sjældne nervecellesygdom amyotrofisk lateral sklerose (ALS).
Mindre end et år senere er skuespilleren nu død. Han blev 53 år gammel.
Eric Danes familie bekræfter det triste dødsfald over for det amerikanske medie People.
– Med tunge hjerter må vi dele, at Eric Dane gik bort torsdag eftermiddag efter en modig kamp mod ALS, oplyser familien.
– Han tilbragte sine sidste dage omgivet af kære venner, sin hengivne kone og sine to smukke døtre, Billie og Georgia, som var centrum for hans verden.
Eric Dane var gift med skuespillerinden Rebecca Gayheart, og sammen har de børnene Billie Beatrice, 16, og Georgia Geraldine, 14. Skuespillerparret havde tidligere ansøgt om skilsmisse, men valgte at blive sammen som familie efter Eric Danes ALS-diagnose. I juni 2025 havde han sin daværende kæreste, Janell Shirtcliff, med på den røde løber.
Eric Dane var især kendt som Mark Sloan i “Greys Hvide Verden”. Hans seneste rolle var som Cal Jacobs i den populære ungdomsserie ”Euphoria”. Tredje sæson af hitserien har premiere den 12. april 2026 og den nu afdøde skuespiller medvirker i de nye afsnit.