
En video fra Jonathan Ross, den betjent fra immigrationsmyndigheden ICE, der tidligere på ugen skød og dræbte den 37-årige kvinde Renee Good i Minneapolis, bliver fredag bragt af flere medier, heriblandt CNN.
Videoen er optaget af betjenten selv på hans mobiltelefon. En repræsentant for Department of Homeland Security, som ICE hører under, bekræfter ægtheden af videoen over for CNN.
På videoen kan man se, at betjenten bevæger sig fra foran bilen til chaufførens side. Herefter siger Renee Good nogle få ord, men betjenten svarer ikke.
Betjenten fortsætter rundt om bilen, indtil han igen befinder sig foran den. En anden betjent råber dernæst til chaufføren, at hun skal komme ud af bilen. Det fører til, at hun kort bakker, før hun kører fremad. Direkte efter kan man høre Jonathan Ross råbe “wow”, før kameraet ryger i vejret, mens man kan høre de tre dødelige skud.