
Opbakningen til kronprinsesse Mette-Marit er blevet halveret, men krisen til trods er hun ikke den mest upopulære i den norske kongefamilie.
Der er blevet skrevet og sagt meget om det norske kongehus og ikke mindst kronprinsesse Mette-Marit henover de seneste uger.
Tidligere på året kom det frem, at hendes forbindelse til den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein var tættere end som så, og det sendte chokbølger gennem Norge.
Kong Harald er populær
Selv har kronprinsen været ude at undskylde for sine handlinger og manglende dømmekræft.
Men det har tilsyneladende ikke været nok for nordmændene, og opbakningen til det norske monarki har lidt et markant knæk. Det viser en måling, som NRK har offentliggjort lørdag. På bare en måned er opbakningen faldet fra 70 til 60 procent.
Samme måling giver et indblik i, hvem i kongehuset der er den bedste repræsentant, og det er kong Harald, der med en score på 9,2 opnår en klar førsteplads.
Opbakningen er halveret
Ikke overraskende kan de seneste ugers ballade tydeligt ses på opbakningen til kronprinsesse Mette-Marit – eller mangel på samme.
Da en lignende måling blev lavet for halvandet år siden, scorede hun 7,4 i karakter på en skala fra 1-10. Nu er hendes score halveret og helt nede på 3,7.
Kronprinsesse Mette-Marit har på baggrund af sine handlinger skuffet mange, men selv om det er hende, der har været i vælten den seneste tid, er der et andet familiemedlem, som har en endnu dårligere score i den nye måling.
Helt nederst på listen kan man nemlig finde prinsesse Märtha Louise.
Kongeparrets datter har tidligere været meget omdiskuteret blandt andet på grund af sit ægteskab med shaman Durek Verrett. Mange mener stadig ikke, at hun er en god repræsentant for kongehuset, og derfor scorer hun lavest blandt alle kongefamiliens medlemmer. I en lignende måling fra 2024, havde hun også en score på 3,1.
Se fordelingen herunder:
Kong Harald: 9,2
Dronning Sonja: 8,6
Kronprins Haakon: 7,9
Prinsesse Ingrid Alexandra: 7,3
Kronprinsesse Mette-Marit: 3,7
Prinsesse Märtha Louise: 3,1