
I afsnit 5 af ”I hus til halsen” kunne man møde Vinni, som søgte hjælp af eksperterne til at få solgt sit hus i Lundby.
I afsnit 5 af ”I hus til halsen” kunne man møde Vinni, som i to år forgæves havde forsøgt at sælge sit store hus i Lundby ved Nibe.
Den 52-årige inklusionspædagog søgte sammen med søsteren Elin hjælp af eksperterne Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist.
Vinni (tv.) fra Lundby fik hjælp af søsteren Elin, da hun medvirkede i DR’s “I hus til halsen”.
Foto: Matias Brenø/DR
Vinni var blevet skilt for to år siden og drømte om at flytte i en billigere lejebolig.
Huset var til salg for 748.000 kr., og der havde kun været en enkelt fremvisning på to år.
Da Line Franck skulle vurdere huset, gav hun Vinni en noget hård besked. Hun mente nemlig, at prisen var alt for høj.
Den jyske ejendomsmægler satte prisen på huset til blot 500.000 kr.
– Det er jo en halvering af, hvad I har givet for det. Det, der svier, er, at der følger en ret stor gæld med. I runde tal er det 600.000 kr., som du skal dele med din eksmand, fortalte Line Franck.
“I hus til halsen”-eksperterne Kalle Thesbjerg, Line Franck og Dennis Lindequist foran Vinnis hus i Lundby.
Foto: Matias Brenø/DR
Kalles mange idéer
Designeren Kalle Thesbjerg var fyldt med idéer, og med hjælp fra venner og familie lavede han blandt andet et flot og hyggeligt køkkenalrum med røde farver og gav den massive trætrappe i huset et lettere og mere luftigt look.
Line Franck var så begejstret, at hun hævede prisen med knap 200.000 kr.
Annonce
Hendes endelige vurdering af Vinnis hus i Lundby lød på 698.000 kr. Det ville betyde en gæld på 400.000 kr.
– Som huset står nu, tror jeg ikke på, at huset kan undgå at trække fremvisninger. Der vil være nogen, der synes, at huset ser enormt spændende ud, og jeg skal jo bare bruge en køber, sagde en optimistisk Line Franck.
Huset var ikke solgt
Mange sad nok med store forhåbninger, da der til sidst i programmet blev spolet tre måneder frem. Men desværre var der trist nyt.
Annonce
Vinni havde ikke fået solgt sit hus.
– Det er nu tre måneder siden, at ”I hus til halsen” var forbi, og der har været fire fremvisninger. Det er opløftende, sagde Vinni, som tog det med et positivt sind:
– Før havde jeg svært ved at komme hjem, men når jeg kommer hjem nu, synes jeg bare, det er dejligt. Jeg ved, at jeg har gode naboer omkring mig, så det skal nok gå alt sammen.